Safety Index

Bosch Professional Safety Index

Et indeks, der måler bevidstheden omkring sikkerhed blandt håndværkere.

Download brochuren her

Vi har udviklet et indeks til at måle og følge sikkerhedsbevidstheden i håndværkerbranchen, da det er en af de mest skadelidte brancher i Danmark. Med indekset ønsker vi at øge kendskabet og bidrage til en positiv udvikling, som skal resultere i en sikrere arbejdsplads for professionelle håndværkere i Danmark.

Sikkerhedsindekset er baseret på en Novus-undersøgelse gennemført med professionelle håndværkere i Danmark og har givet en indikation af sikkerhedsbevidstheden i håndværkerbranchen. Planen fremover er at gennemføre undersøgelsen på årlig basis, og formålet er at følge og måle udviklingen over tid.

Safety Index 65

Indekset har en skala fra 0 til 100, og jo tættere på hundrede, jo højere sikkerhedsbevidsthed har målgruppen. I 2021 blev indeks 65, men visse grupper skiller sig ud.

Yngre håndværkere mellem 18 og 29 år scorer 63. Højest sikkerhedsbevidsthed findes hos personer mellem 50 - 63 år med et indeks på 67 og hos kvinder et indeks på 69.

Download rapporten her

LÆGEN: "Vibrationsskader er et betydeligt problem."

På Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital er vibrationsskader bestemt ikke et sjældent fænomen. Læge på afdelingen Jonas Lunen giver her et indblik i vibrationsskader fra et medicinsk perspektiv.

I hvilken grad er vibrationsskader et problem?


I en stikprøveundersøgelse udført af Arbejds-miljøinstituttet (Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø) oplyste 5 pct. af lønmodtagere, at de havde været udsat for hånd-arm-vibrationer i mindst en fjerdedel af arbejdstiden hver dag. Indenfor bygge- og anlægsbranchen gjaldt det hele 27 pct. af lønmodtagerne. De seneste fem år er der årligt anmeldt omkring 300 tilfælde af mulige vibrationsinducerede sygdomme til Arbejdstilsynet i Danmark.

På Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling undersøger vi bl.a. patienter, der har været eksponeret for hånd-arm-vibrationer. Udover bygge- og anlægsbranchen omfatter de klassiske risikoerhverv betonstøbning, metalindustri, træindustri og skovarbejde. Vi ser ofte, at folk, der har arbejdet meget med vibrationsværktøj, lider af smerter og andre symptomer fra underarme, hænder og fingre. Omkring 15 pct. af de håndværkere, der bruger 3-4 timer af arbejdsdagen med tunge mejselhammere, vil udvikle hvide fingre inden for 10 år. På den baggrund mener jeg, at vibrationsskader udgør et betydeligt problem.

Jonas Lunen, Læge på Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling
Omkring 15 pct. af de håndværkere, der bruger 3-4 timer af arbejdsdagen med tunge mejselhammere, vil udvikle hvide fingre inden for 10 år.

Jonas Lunen, Læge på Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling

Arbejdstilsynet har fastsat både en aktionsværdi og en grænseværdi for daglig brugstid af forskellige vibrationsværktøjer. Aktionsværdien angiver, hvornår en arbejdsplads skal tage affære med henblik på at mindske vibrationsbelastningen, mens grænseværdien er den maksimalt tilladte belastning, der under ingen omstændigheder må overskrides.

Hvad er symptomerne på vibrationsskader?


Vibrationer fra håndholdt værktøj kan give skader på nerver, muskler og kar i fingre, hænder og underarme. Desto mere vibrationsbelastet man er, desto højere er risikoen for at få forskellige sygdomme. Fx er risikoen betydeligt større ved arbejde med en tung mejselhammer end ved arbejde med en middelstor vinkelsliber. Sygdomme som følge af arbejde med vibrerende håndholdte værktøjer er især følgende:

  • Hvide fingre, der bedst beskrives som kuldeudløste anfald, hvor dele af eller hele fingre bliver ligblege og smertefulde. I svære tilfælde kan tilstanden være kronisk og invaliderende, mens lettere tilfælde nogle gange klinger af, såfremt udsættelse for vibrationer minimeres.
  • Karpaltunnelsyndrom, som er en indeklemning af en nerve i håndleddet, og som viser sig ved snurren i fingrene samt smerter i håndledsregionen – typisk om natten.
  • Perifer neuropati, hvor især fingernerverne er påvirkede, hvilket kan resultere i nedsat følesans eller nedsat muskelkraft.


Læs hele interviewet fra rapporten
Mike Rohde

7 gode råd til at undgå vibrationsskader

Vibrationer kan beskadige nerver, muskler i fingre og hænder samt forårsage smerter i arme og skuldre. Mike Rohde, værktøjsspecialist hos Bosch Professional, er uddannet tømrer og har, trods sine blot 31 år og fire år i faget, selv oplevet, hvad vibrationer kan gøre ved kroppen. Her giver han sine bedste tips til, hvad håndværkere kan gøre for at undgå skader.


1. Sørg for at anvende det rigtige værktøj på det rigtige tidspunkt

Det er en udbredt vane, at man som håndværker griber efter det samme stykke værktøj, fordi ”det er nemmest og hurtigst”. Fx kan en bajonetsav bruges til mange ting, men den har en langt højere vibrationsbelastning end fx en rundsav. Derfor er det vigtigt altid at bruge de forskellige stykker værktøj til det, de er beregnet til. På den måde skabes en alsidighed i arbejdet og samlet set en lavere eksponering over for vibrationer.

2. Styrk teamarbejdet og fordel belastningen

Varier altid fordelingen af arbejdsopgaverne i teamet. Skal en mur fx rives ned, så sørg for at skiftes til at save, hamre og bære, så den samme person ikke konstant udsættes for vibrationer. Desværre er det ikke ualmindeligt blandt håndværkere at uddelegere opgaverne én gang og derefter følge dem til dørs, fordi det er den mest effektive måde at gøre det på. Her er det vigtigt at huske, at det er den samlede varighed pr. dag, du arbejder med vibrerende værktøj, der afgør, hvor stor risikoen er for at komme til skade.

3. Husk det rigtige tilbehø

Én ting er det rigtige værktøj, noget andet er tilbehøret. Det skal også være af god kvalitet. Af omkostningsmæssige årsager er mange fristet til at bruge fx en billig slibeskive, når fugemassen i et badeværelse skal fjernes ved hjælp af fx en diamantslibemaskine. Men en slibeskive af dårlig kvalitet er svær at balancere, hvilket giver anledning til flere vibrationer og dermed også større risiko for vibrationsskader.

4. Lær at beregne, hvor meget værktøjet vibrerer

Mens vi alle lærer færdselsreglerne, når vi tager kørekort, bør alle håndværkere lære,
hvor meget forskellige værktøjer vibrerer, og hvor længe de maksimalt bør anvendes.
Vibrationsbelastningen på det pågældende værktøj er altid angivet i brugsanvisningen,
og mange apps kan også hjælpe med at vejlede.

5. Hold hænderne varme

Brug varme handsker af god kvalitet, så snart vejret bliver koldere. Kulde gør nerverne i fingre og hænder mere følsomme, hvorved de nemmere kan påvirkes. Derudover er det en god ide at bevæge og massere fingrene, så snart du holder pause.

6. Lad værktøjet gøre arbejde

Når man arbejder med værktøj, er mange håndværkere tilbøjelige til at presse og klemme fat om værktøjet mere end nødvendigt. Det er problematisk, for jo større tryk,
jo mere vibration udsættes man for. Med et værktøj af høj kvalitet er der ikke behov for
selv at lægge kræfter i.

7. Pas godt på værktøje

Sørg for, at knive, mejsler og andre dele er skarpe og velholdte, så du ikke behøver at lægge et ekstra pres på værktøjet for at udføre arbejdet.

LÆS HELE RAPPORT
Download her